Kultur/EventNyheder

Beatles-musical fik premiere i musikhuset

Musicalen She Loves You rammer kærligheden lige i hjertet

En musical med musik fra The Beatles lyder som et farligt projekt at kaste sig ud i, men det er lykkedes for folkene bag She Loves You, der fik premiere i Musikhusets Store Sal fredag.

Ny musical med sange af Lennon & McCartney.

Sådan står der på plakaten for She Loves You. Og det er der slet ingen tvivl om, for efter tæppet gik var det en aften i selskab med flere af Beatles store hits. Det er der ikke noget nyt i, men i musicalen med bl.a. Maria Lucia på rollelisten, er musikken flettet ind i en historie, der i bund og grund handler om kærlighed.

Vi følger en familie med tre par, der alle er forskellige steder i livet.

Forældrene Anna og Peter har sat børn i verden og nyder nu livet på den anden side. Louise og Sara er lige midt i det hele med job og forældreroller, der skal håndteres, og Louises lillebror, Daniel, der er lige ved at finde takterne med sin udkårne.

Alle tre historier flettes på fin vis sammen, og der er rigeligt af numre, der spiller fint ind i historien. Selvom det dog også kan blive lidt for tydeligt, at et stort hit skal være med, og derfor skriver man historien rundt om det. Det er dog småting.

Der er meget lidt at sætte en finger på i forhold til musikken. Orkesteret spiller salen op, og sangerne er dygtige og rammer deres roller godt.

En fare ved musicals med ét kendt navn i blandingen kan ofte være, at det bliver – i dette tilfælde – Maria Lucia og co. Det er dog ikke tilfældet her, hvor hendes meget rene stemme suppleres og til tider overgås af de andre. Blandt andet Mikkel Hoé Knudsen, der spiller broderen og Johanne Milland i rollen som hans udkårne, Molly har ramt noget råt og upoleret, der er en fryd at høre på.

I det hele taget fungerer She Loves You på de fleste fronter. Et enkelt punkt, der kan blive et mindre irritationsmoment er den måde, mange af numrene er blevet tilpasset på. Nogle er meget tæt på den originale, mens andre er længere ovre i musical-formen, og det kan måske godt ende med, at nogen har nogle numre, de holder meget af, og derfor føler sig snydt. 7

En god bonus er til gengæld, at She Loves You har ramt kærligheden lige på hovedet. For musicalen viser, at kærlighed handler om mere end de store romantiske øjeblikke. Kærligheden kan være et kys og et kram, en flaske hvidvin og to glas på en tirsdag aften. Den kan også være hård og krævende, og den kan være bundhamrende urimelig.

Alligevel er den det hele værd, og det budskab kommer klart igennem i She Loves You.

★★★★★
She Loves You
Store Sal, Musikhuset

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE