FodboldForside GallerierGalleriNyhederSportSport GalleriTopnyheder

Galleri: Guldkampen er er fortsat helt åben efter uafgjort I Herning

FC Midtjylland og F.C. København spillede 0-0 på MCH Arena i en intens affære, og dermed har FCM fortsat tre point op til FCK i toppen af tabellen. Se billeder fra kampen her.

Søndag bød på et af sæsonens allermest definerende opgør for FC Midtjylland. Førerholdet i ligaen, FCK, var på besøg i Herning, hvor FCM med en sejr kunne indhente københavnernes forspring i toppen af tabellen.

Det skete på et tætpakket MCH Arena, der var helt udsolgt. De 11.000 tilskuere måtte spejde langt efter de skadede Evander og Elias Olafsson, ligesom Erik Sviatchenko heller ikke var blevet klar til at starte inde. Til gengæld kunne de se følgende mandskab på banen fra start.

Start XI (3-4-3): David Ousted, Henrik Dalsgaard, Daniel Høegh, Mads Døhr Thychosen, Joel Andersson, Paulinho, Raphael Onyedika, Charles, Gustav Isaksen, Edward Chilufya, Anders Dreyer.

FC Midtjylland kom flyvende ud af starthullerne og lagde et tungt pres på FCK i kampens indledning. Det blev farligt i udeholdets felt tre gange i det første kvarter.

Først blev Gustav Isaksen nedlagt i feltet, uden det var til straffespark dog. Dernæst kom Charles helt fri i en gunstig position, men brasilianerens træk blev for langt. Dernæst var det Boilesen, som var centimeter fra at lave selvmål på en overplaceret tilbagelægning, men Grabara i FCK-målet fik akkurat afværget situationen.

Den gode spillemæssige start blev dog ikke omvekslet til mål, inden FCK kom mere ind i kampen. De sidste 20 minutter af første halvleg var mere lige og uden de store scoringsmuligheder.

Med den gode start i baghovedet ærgrede FCM-lejren sig nok over, at der stod 0-0 i pausen, men der var fortsat 45 minutter at jagte en sejr i.

Anden halvleg åbnede noget mere roligt end første, og FCM havde svært ved at tilspille sig de store chancer mod et kompakt FCK-forsvar. Omvendt blev David Ousted heller ikke for alvor testet, og det var generelt begrænset med muligheder.

Bo Henriksen foretog efter godt en time en række udskiftninger, og herefter satte FCM sig igen på kampen og satte FCK under pres. Det udmøntede sig i en række gode angreb, hvor det sidste manglede, før det blev helt farligt.

Den store chance kom først kort før tid, hvor Pione Sisto afsluttede tæt under mål, men skuddet blev igen reddet.

Derfor sluttede det hele 0-0, og dermed er FCK’s forspring i toppen af tabellen fortsat tre point.

Næste hjemmekamp er allerede på onsdag, hvor Vejle gæster MCH Arena i returkampen i semifinalen i Sydbank Pokalen.

Skrevet af FCM.

Foto: Gunnar Overlund Knudsen – MinByNYT

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE