ErhvervNyheder

Randers åbner for nød- og døgnpasning i påskens helligdage

Forældre der udfører samfundskritiske funktioner får nu et særligt tilbud om nød- og døgnpasning i kommunens institutioner i påsken.

Randers Kommune tilbyder nød- og døgnpasning fra Skærtorsdag den 9. april til og med 2. Påskedag mandag den 13. april for de familier, hvor forældrene kaldes på arbejde til samfundskritiske opgaver i sundhedssektoren, på ældreområdet, socialområdet, hos politi og beredskab og lignende, og som ikke kan løse udfordringen med pasning med familie og venners hjælp.

»Vi forudser, at der i denne ekstraordinære situation vil være forældre, der også i påskehelligdagene, vil have brug for nødpasning. Det er vigtigt, at vi fortsat understøtter de forældre, der udfører samfundskritiske funktioner. Derfor må vi stå klar, også i de kommende helligdage, til at hjælpe de forældre,« siger borgmester Torben Hansen.

Nødpasningen i perioden fra Skærtorsdag den 9. april til og med 2. Påskedag mandag den 13. april vil foregå i Børnehuset Bækkestien, og den vil have åbent alle døgnets timer.

»Vi forsøger i videst muligt omfang, at der følger en kendt voksen med fra barnets nuværende institution/skole til nødpasningen i Børnehuset Bækkestien. Vi forventer det ikke, men hvis der er behov for yderligere kapacitet, så kan der også åbnes for nødpasning i andre institutioner,« siger Michael Maaløe, direktør for Børn og Skole.

Forældre, som udfører samfundskritiske funktioner og som har behov for nødpasning i påsken skal henvende sig i den institution eller skole, deres barn normalt går i.  Af hensyn til planlægningen, herunder hvor mange medarbejdere, der skal på arbejde i helligdagene, er forældrene blevet bedt om at give besked snarest muligt og senest tirsdag den 7. april.

Har man som forælder behov for at finde flere oplysninger, så findes de på dette link

I nødpasningen bliver det håndhævet, at der maksimalt må være 10 personer samlet på én gang, og alle hygiejneregler overholdes.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE