ForsideForside GallerierHåndboldNyhederSportTopnyheder

TTH-anfører alvorligt skadet…

Christoffer Cichosz har pådraget sig en menisk- og korsbåndsskade, og han er derfor ude i op til et år.

Kampen mod SønderjyskE den 31 marts fik desværre alvorlige konsekvenser for Christoffer Cichosz og TTH Holstebro. Anføreren fik et vrid i knæet, og dette er af så alvorlig karakter, at han nu er ude de næste mange måneder.

’En tung besked at få’
Helt specifikt er der tale om en skade på korsbåndet samt den indvendige menisk i højre knæ, hvorfor Cichosz skal gennemgå en operation og efterfølgende genoptræning.

– Det er en tung besked at få, udtaler Christoffer Cichosz, få dage efter han har fået lægernes endegyldige vurdering.

– Lige nu fylder ærgrelsen mest. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne bidrage til holdet og kunne hjælpe i de kommende kvalifikationskampe. Vi ved, hvad der står på spil, og derfor fylder det meget, at jeg ikke kan gøre mit på banen.

 

Nu skal der støttes fra sidelinjen
I stedet må anføreren bidrage fra sidelinjen den kommende tid:

– Først og fremmest skal jeg komme mig godt oven på operationen. Derefter er det min opgave at arbejde hårdt i styrkelokalet, så knæet kan blive så stærkt som muligt, og så skal jeg forsøge at støtte holdet på bedste vis, fortæller Cichosz.

 

’Et hårdt slag, men vi må kæmpe videre’
Beskeden om anførerens skade har naturligvis fyldt, både i omklædningsrummet og i resten af klubben:

– Vi tænker meget på Christoffer i disse dage, fortæller direktør John Mikkelsen.

– Det er et hårdt slag at miste sin anfører, især når der er tale om så langvarig en skade. Men vi må kæmpe videre og klare denne opgave sammen. Holdet har arbejdet godt og stået sammen den seneste tid. Det er jeg sikker på, vi også kommer til at se i det kvalifikationsspil, der begynder på fredag, slår John Mikkelsen fast.

Operationen fandt sted allerede tirsdag, hvorefter klubbens sundhedsstab vil følge Christoffer tæt i hans genoptræning.
Vi ønsker Christoffer held og lykke med operationen.

Af Nanna Gantriis – Foto: MinByNyt  Preben Callesen

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE